Welsumer

Opdrættere i klubben

Rustrøde	Orangefarvede

Bruno Vrangager	Jesper Andersen
Nejstbakken 41	V. starengvej 397
9850 Hirtshals	9700 Brønderslev

Tlf. 2324 9422	Tlf.9880 2115
brulot@stofanet.dk	Mob.4087 5058

	jkandersen@pc.dk

Jesper Andersen
V. starengvej 397
9700 Brønderslev

Tlf.9880 2115
Mob.4087 5058

jkandersen@pc.dk

Klide

Oprindelse og udbredelse

Det var som hollænderne, der skabte den Store Welsumer i begyndelsen af dette århundrede med henblik på at opdrætte en race, der kunne lægge store brunskallede æg. Men fremavlen af Dværg-Welsumeren kan udelukkende tilskrives tyskernes fortjeneste. Allerede i 1935 påbegyndtes dette arbejde, idet man krydsede store Welsumere med dværg-Rhodeländere, dværg-Wyandotter, Tyske Dværge og vel også andre dværgracer. I 1947 blev racen anerkendt på en udstilling i Kiel, og i 1957 blev en gældende standardbeskrivelse endelig udarbejdet. Denne beskrivelse er senere direkte oversat og optaget i Skandinavisk Fjerkræ-standard.

I 1967 blev der med initiativ af Hilbert Jensen foretaget en import fra Tyskland. I første omgang blev dyrene placeret i Struer Fjerkrækoloni, hvor man et par år avlede med dem, men ingen fattede rigtig interesse for dem. Derfor blev de fremvist uden bedømmelse i en voliere på landsudstillingen i Herning. Det var her, jeg første gang så racen og blev interesseret i den. Dette medførte, at jeg overtog dyrene og påbegyndte et egentligt avlsarbejde. I lang tid var jeg alene om dette og derfor også alene om at udstille, men efterhånden lykkedes det at få uddelt rugeæg og avlsstammer til andre interesserede, og så begyndte det at gå fremad. Efterhånden mente vi, der var grundlag for at starte en specialklub for racen, og i 1979 blev dette så realiseret. På det tidspunkt var der kun få opdrættere af store Welsumere, hvorimod dværgene havde fået større udbredelse. Siden er det gået stærkt fremad for begge kategorier.

Natur

Dværg-Welsumeren er utrolig hårdfør og passer derfor godt til Danmarks klima. Den er ret rolig af natur og flittigt fodersøgende. Den er yderst produktiv og lægger store mørkebrune æg. Jeg tvivler på, om der findes andre dværgracer, der kan yde det samme. Alt dette gør, at Dværg-Welsumeren egner sig fortrinligt til et mindre hønsehold i en parcelhushave, hvor der ofte er for lidt plads til høns af stor race. Endelig egner den sig også til sportshøne, idet den under gode forhold altid vil vise livskraft og være i en så god kondition, at den let tåler nogle dage i et udstillingsbur.

Typen

Et vigtigt kardinalpunkt hos Dværg-Welsumeren er den vandrette kropsstilling og den ret lange lige ryglinje, der uden knæk går over i en halestigning på 45 og 40 grader for henholdsvis hane og høne. Dyr med skrå kropsstilling giver et forkert indtryk og må absolut frarådes at bruge i avl. Kroppen er dyb valseformet og løbslængden middel. Vi ser endnu enkelte dyr, der er rigelig højtstillet, hvilket også ødelægger et ellers godt indtryk. Hoveddelene er af middel størrelse, og bagkammen skal følge nakkens runding uden at røre den. En opadrettet bagkam er en grim fejl.

Den Rustrøde

Denne varietet er den oprindelige og langt den mest udbredte. Farven og tegningen er efter min mening ganske enestående og smuk, men samtidig temmelig kompliceret. Dette bevirker, at den enkelte opdrætter kun ved nøje at studere farve og tegningsform på sine dyr vil være i stand til at sætte avlsstammerne sammen, så afkommet på tilfredsstillende måde opfylder standardens krav og dermed er med til at vedligeholde/forbedre det bestående niveau

Hos hanen skal behænget være gyldenbrunt og smelte naturligt sammen med ryggens rødbrune farve. Hvis halsbehænget er for gulligt, virker det uroligt, og det avler desuden høneafkom med en trist grå overfarve. Et vigtigt kardinalpunkt hos hanen er brysttegningen. Her skal hver fjer bestå af tre farvefelter: inderst gråsort, på midten matbrun og på spidsen skal fjeren ende i en sort plet. Om den sorte plet er større eller mindre er ikke så afgørende, men et ufravigeligt krav er, at alle tre farver er tilstede. Derimod er det vigtigt, at farvefelterne er skarpt adskilte og ikke flyder ud i hinanden. Tidligere var det en almindelig fejl, at den brune farve fortsatte langs ribben ud gennem den sorte plet. Men heldigvis er brysttegningen generelt blevet forbedret de senere år. Det er vigtigt, at vingetegningen i 1. række svingfjer er korrekt, hver fjer skal være sort med en guldbrun yderrand. Hos hønen skal den rustrøde farve på ryg, skuldre og vingedækkere være varm og ensartet. Hver fjer skal have en meget fin risling af sorte "peberkorn, samt en fremtrædende gyldenbrun rib (nervetegning). Det er en fejl, hvis rislingen er grov og klattet. Det er helt givet, at der i avlen er en sammenhæng mellem hanens brysttegning og hønens risling. Ved avl med en hanen med sort dominerende bryst vel høneafkommet få forstærket risling og måske allerede i første generation for grov risling. Avler man derimod med en hane, hvor der næsten intet sort er på brystet, vil høneafkommet få en svag risling, så der måske er områder på fjerene, som er rent rustrøde - altså uden risling. Denne fejl kommer oftest til udtryk på hønens skuldre. Brystet skal være laksefarvet, og her ønskes også en så varm og mættet farve som muligt. Høner, der er for lyse og grålige i overfarven, har som regel også en kedelig lys laksefarvet på brystet. Desuden vil sådanne høner også altid have en for lys og afstikkende rib.

Den Orangefarvede

Denne varietet er opstået på en utraditionel måde. I 1950'erne var der blandt 30 kyllinger hos Albert Pesch fra Rheydt i Tyskland 2 anderledes farvede, idet de var meget lysere. Da det blev en hane og en høne, avlede han videre med dem, og efter tålmodigt arbejde gennem flere år var de parate til udstilling som nyopdræt. Men i specialklubben var man af den opfattelse, at Welsumeren kun skulle anerkendes som rustrød. Efter heftige diskussioner og mange års udstilling som nyopdræt blev den dog anerkendt i 1969. Her har vi altså et eksempel på, at en ny varietet er skabt gennem en mutation og uden indblanding af andre racer, men der er ingen tvivl om, at den rustrøde er anvendt som blodfornyelse undervejs. Ti år senere ser vi den så i Danmark. Tegningsformen skulle jo være den samme som hos den rustrøde, men ifølge standardbeskrivelsen er det stadig tilladt med en smal orange rand på hanens brystfjer. Men det er ikke ønskeligt, da det kan bevirke flittertegning på ryggen af høneafkommet. Hvad det farvemæssige angår, er den rustrøde farve erstattet med en varm orangefarve, der på hannens ryg går over i gyldenrødt. Det charmerende ved hanen er, at den viser et fremtrædende cremehvidt vingespejl omkranset af sort. Hønen er mere anonym, men dog smuk, når dens halskrave er varm orangefarvet og brystet mørkt laksefarvet. Desværre er varieteten ikke så udbredt endnu.

Welsumerægget

Som nævnt indledningsvis blev Welsumeren fremavlet med henblik på at producere store mørkebrune æg. Dette krav gælder naturligvis også for dværgene. Jeg mener derfor, at vi i vore bestræbelser på at forbedre type, farve og tegning (eksteriør) ikke må glemme det, den oprindeligt blev skabt for, nemlig ægget. Derfor må man være kritisk ved valg af rugeæg. Mindstevægten er 45 gram, men den ideelle vægt er ca. 50 gram. Det er nødvendigt at holde denne vægt, da man ellers efter få generationer vil opdage, at æggene bliver mindre, og dyrene mister noget i type, og vi har hos Welsumerdværgene i modsætning til andre fordværgene racer ikke de store problemer med at dyrene bliver for store. Ægget kræves mere rund i formen end et "normalt" hønseæg. Farven er ganske speciel, nærmest rødligbrunt - gerne hen i retning af det teglrøde. Nogle høner lægger æg med større eller mindre mørkebrune pletter. Det giver et charmerende indtryk, og sådanne æg bør prioriteres højest ved en evt. ægbedømmelse. Endelig må et Welsumer æg ikke have en glansfuld overflade, men ønskes mat. Æggene af Dværg-Welsumeren er gennemgående knap så mørkebrune som af de store. For at forbedre dette vil jeg opfordre til, at man altid anvender en hane i avl, som man med sikkerhed ved er faldet efter et korrekt farvet og formet æg. På langt sigt skal det helt sikkert give resultat. Jeg har et par gange besøgt og også deltaget med æg på den tyske specialklubs ægudstilling, og det har været en fantastisk oplevelse at se på så mange flotte samlinger fra samme race.